4 myter om parforholdet


4 myter om parforholdet du skal kende til

Der findes 4 myter om kærlighed som alle mennesker falder i på det ene eller andet tidspunkt.

Det er vigtigt at kende de 4 myter, da de ikke er særlig sunde for parforholdet. Jo længere vi tror på dem, jo længere vil vi stå i de samme konflikter igen og igen.

 

Her er de 4 myter vi tror på:

 

# Myte 1

Den perfekte partner findes derude et sted, og venter hjælpeløst på mig

 

Måske venter personen ikke hjælpeløst.
Men vi tror at personen er derude et sted.

Ham  eller hende den perfekte.

Rigtig mange af os, har mere eller mindre ubevidst, et billede eller en ide om, hvordan vores partner skal se ud. Hvis du allerede er i et parforhold, så prøv at tænk tilbage på, hvad du ledte efter, den gang du var single.

 

Måske er det vigtigt for dig, at din partner:

  • er god til at lytte
  • eller kan lidt at tale meget, da du selv er stille af natur
  • har humor
  • eller er mere tilbageholden, da du selv er en ret sjov type, som godt kan lidt at være midtpunkt
  • er veltrænet og dyrker meget sport
  • eller er buttet, og kan lidt hjemmehygge
  • går op i økologi og prioriterer sund mad
  • eller er en som kan lide god solid mad som dig selv
  • er akademiker, og har ambitioner
  • er højere end dig eller lavere end dig
  • har pæne tænder
  • bor i nærheden af dig
  • ikke har børn
  • og så videre, og så videre

 

Alle de her ting er i virkeligheden værdier.

 

Ofte forventer vi, at vores partner har samme værdier som os. Og specielt når vi ikke er klar over, at vi forventer at  vores partner har samme værdier som os, så opstår konflikten.

 

  • Som når man finder ud af, at ens kæreste har en drøm om at bo i udlandet, og du egentligt er tilfreds med tilværelsen herhjemme.

 

  • Eller når man finder ud af, at ens kæreste er vildt passioneret omkring økologi, og derfor vil bruge mange flere penge på mad, end hvad du synes

 

  • Eller når man finder ud af, at den måde ens kæreste synes det er godt at opdrage børn på, slet ikke stemmer overens med, hvad man selv synes

 

  • Eller når man finder ud af, at ens kæreste er fint tilfreds med sex en gang om måneden, og du er vant til sex et par gange om ugen.

 

Det er blot nogle få eksempler på værdier, som ikke stemmer overens, og som bryder med det billede vi havde af den perfekte partner. For nu fungerede det jo ikke med eks’en, så må det da i hvert fald fungere nu. For nu ved du jo, hvad du vil have, og er gået efter det, ikk?

 

 

 

Uanset hvor perfekt den partner er, som du finder, så vil i altid have værdier som clasher mod hinanden. Og  det er dér vi skal være stærke, og sige til os selv, at det er helt normalt, og ikke nødvendigvis, fordi vi ikke passer sammen.

 

Selv havde jeg dette billede af en kæreste da jeg var 23 år og ikke havde mødt min kæreste Dennis endnu:

 

√ Han skulle I HVERT FALD være højere end mig.
Jeg er 1.78cm, og kunne ikke DØJE tanken om en fyr der var lavere end mig. Så når jeg gik i byen med mine veninder, så ænsede jeg simpelthen ikke fyre der var ligeså høje som mig eller lavere.

 

√ Han skulle i hvert fald ikke være håndværker. Det synes jeg dengang, var virkelig taber-agtigt, og ret uambitiøst. Han skulle være forsikringsmand eller sådan noget.

Fordomsfuldt? Oh yes. Men jeg er heldigvis blevet klogere, og meget mindre fordomsfuld

 

√ Han skulle også være veltrænet

 

√ Han skulle bo I københavn, da jeg synes det var for besværligt, hvis han boede langt væk.

 

√ Han skulle have pæne hænder 🙂 Det har mærkeligt nok, altid været ret vigtigt for mig. Måske jeg skulle analysere lidt på det…

 

Nå,
men da jeg så møder min kæreste i byen en nat, klokken 5 om morgenen, finder jeg for det første ud af, at han hedder Dennis. Jep, 23-årige mig, synes at det var sådan et ‘vestegnsnavn’

 

Derudover er han tømrer.

 

Han er ligeså høj som mig, og bor i Virum. Jeg anede nærmest ikke hvor Virum var den gang.

 

Han bor i et rækkehus med sin lille mops, og er lige kommet ud af et 9 år langt forhold.

 

Han var og er veltrænet, jo jo, men hvad jeg senere finder ud af, er at han har en kæmpe passion for cykling, så selvom jeg sætter pris på hans overarme og kæmpe veltrænede lår, så er han utroligt meget væk på den cykel, og det sætter rammen for mange af vores konflikter, de første par år.

Det er konflikter som heldigvis er blevet bedre. Jeg uddanner mig til parterapeut og sexolog, og vi går selv i parterapi over nogle omgange, så vi i dag har et virkelig dejligt forhold, hvor vi lytter til hinandens behov, og jeg ikke længere ser cyklingen som min fjende.

 

Anyways,

Han vælter HELE mit verdensbillede af, hvordan min fremtidige kæreste skulle være.

 

 

Og det er virkelig sundt for mig. Jeg lærer ham at kende, og finder ud af, at alle mine fordomme passer til et afsnit af Paradise Hotel. Hvis nogen var parodien, var det vidst mig.

 

Jeg finder ud af, at mange af de ting som jeg gik og troede var virkelig vigtige, glider fuldstændigt i baggrunden. I dag sætter jeg virkelig pris på, at være kæreste med en tømrer, for hold nu op, hvor er det lækkert vi selv kan fikse ting.

I dag bor vi i det rækkehus i Virum sammen, og venter vores første barn – en pige – til august 2017.

 

 

Så når du (ubevidst) fortæller dig selv, at der findes en derude, som passer lige præcis til dig, så vil du efter en konflikt, eller mange konflikter, med din kæreste, tænke ‘hmm….vi passer nok ikke sammen, ellers ville vi ikke skændes så meget’

 

Forkert

 

Konflikter er uungåelige i et parforhold – uanset hvor godt i passer sammen. Blandt andet fordi vi kommer med forskellige værdier (mere om det i myte 3).

 

#Myte 2

Du gør mig hel

 

Når vi så tror at vi har fundet den perfekte partner, så forventer vi også at personen kan hele os. Når vi har fundet ham eller hende ‘bliver alt godt’.

Vores hjerne snyder os til at tro, at dårlige barndomsminder og dårlige oplevelser med ekskærester kommer til at forsvinde.
Det er personen som kan give os alt det, vi har manglet i barndommen og fra andre kærester. Den som kan læse vores tanker, og ved præcis hvad vi har brug for.

 

Jeg skal være ærlig og sige, at nu, når jeg kigger tilbage, så havde jeg en hel masse urealistiske forventninger til, hvad Dennis skulle være for mig.

Sår, som jeg i virkeligheden selv skulle arbejde med og hele op. For ellers er det som at hælde i en bundløs tank, hvis vi forventer at vores partner, skal hele de sår op vi har, hvis vi ikke selv gør forarbejdet.

 

Måske du kan genkende det?

 

# Myte 3

Kærlighed bør være nem

 

 

Falder du også i den fælde?

Hvis bare du finder den der passer til dig, så bliver jeres parforhold nemt, ikke? For det var jo derfor at du havde så mange skænderier med din eks – fordi at i bare ikke passede sammen, ikke?

 

Bare rolig – jeg falder også selv i.
Når jeg har haft den samme konflikt med min kæreste for 20. gang, så tænker min ur-hjerne også ’det er jo nok fordi vi ikke passer sammen’.
I situationen formår min hjerne ikke at tænke ’det er helt normalt, at to mennesker der bor sammen, kan blive uenige om noget. Vi har jo to forskellige opdragelser og to forskellige måder at se tingene på’.

 


Men er det virkelig så nemt at blive enige om pligter, sex, penge, meninger, opdragelse?

 

“8 konkrete råd til en bedre kommunikation” – få e-bogen. Meld dig til mit nyhedsbrev her

 

Og er det det du fortæller dig selv?
At det bør være nemt?

 

# Myte 4

Evig kærlighed kommer af sig selv

– men hvad er kærlighed for dig?

Og er det, det samme for din partner?
Hvem har fortalt dig, at kærlighed kommer af sig selv, og at det ikke skal arbejdes frem?
Eventyret hvor de levede lykkeligt til deres dages ende?

 

Ja. Blandt andet.
Damn you disney! #!”!?¤De levede lykkeligt til deres dages ende

 

Tro det eller lad være, men der er faktisk lavet undersøgelser på at eventyr- og tegnefilmverdenens  evige ‘de-levede lykkeligt-til-deres-dages-ende’, har en negativ indflydelse på den måde vi anskuer vores parforhold på.

 

Vi begår alle sammen den fejltagelse, at vi glemmer, at kærlighed også er en handling.

 

 

Vi tror at kærlighed udelukkende er en følelse. Og følelser kan altså godt finde på at forsvinde, hvis vi ikke vedligeholder dem.
Men hvordan vedligeholder vi dem så?

 

Det gør vi ved at handle. Aktive handlinger der gør din kæreste glad.
Hvad har du sidst gjort af ren af skær lyst for din partner – kun for at vise din kærlighed?

 

 

Det var de 4 myter.

 

Jeg håber du kunne bruge den viden til noget, og måske genkende dig selv i noget af det?

 

E-bogen som jeg linkede til længere oppe, finder du lige her. Den er gratis, men du tilmelder dig samtidig mit nyhedsbrev.

—————————————————–

Åbn ballet og smid en kommentar 🙂

Er du selv faldet i én af myterne, og hvordan kom det til udtryk? Jeg vil elske at høre din historie, og jeg er sikker på, at andre vil kunne genkende sig selv, i det du skriver

Vh Cathrine

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.