Bid trangen i dig, til at kritisere din partner, i pressede situationer

 

“Man står heller ikke og skændes i en brændende bygning. Man går lige ud af bygningen først”

Sådan sagde jeg til et par for nogle uger siden.

 

 

Det sagde jeg, fordi de var gode til at være efter hinanden, i pressede situationer.

 

Det kan vi også være her hjemme nogle gange. Men vi er blevet bedre til at lade være, fordi vi har øvet os.

For nogle måneder siden, kravlede vores datter Mynte rundt i sofaen, og ville kravle over på sofabordet. Jeg når ikke at gribe hende, selvom jeg sidder lige ved siden af hende. Hun slår hovedet ned i kanten af bordet, og få en ret stor flænge ved næsen. Hun græder voldsomt, og jeg bliver enormt bange for at hun skal syes og at jeg har ødelagt hendes ansigt for evigt (lidt irrationel har man vel lov at være).

 

Hun får en ordentligt kæmpe blå bule på næsen, og bliver ved og ved med at græde kraftigt. Jeg kan se at Dennis også bliver bange og ked af det. Men han er også vred. Vred fordi jeg ikke greb hende i tide, og vred fordi jeg ikke var mere forsigtig. Jeg får virkelig dårlig samvittighed, og forbereder mig på, at vi nu skal stå og skændes over det, samtidig med at vi desperat prøver at trøste Mynte.

 

Men det skete ikke.

 

I stedet bed han trangen i sig, til at kritisere mig,  og situationen faldt rimelig hurtigt til ro igen.

 

Da vi senere står sammen i køkkenet, snakker vi om det, og han nævner at han rigtig nok blev vred – og forskrækket – og han rigtig nok havde haft lyst til at sige noget. Men han vidste også godt, at det ikke ville nytte noget. Jeg siger tak, fordi han lod være, og at jeg selvfølgelig ikke havde gjort det med vilje.

 

Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende!

 

Not 🙂

 

Dennis og jeg, har masser af små-konflikter ligesom alle andre par, så vi er ikke perfekte. Men vi øver os, og gør det fortsat i at tale ordentligt til hinanden, og bruge de ting vi selv har lært i parterapi, aktivt.

 

Hvad man IKKE skal gøre i en presset situation

 

Alle der har børn, ved at der dagligt opstår pressede situationer. Som regel på vej ud af døren, ved aftensmads-tid eller bare når ungen tror, at puslepuden er en bane i ninja warrioer, og vender sig om på maven med al kraft, og er ligeglad med at der nu er lort på puslepuden, stofbleen og ens hænder. Samtidig råber din partner ude fra køkkenet, om hvad det er der tager så lang tid, fordi maden  altså er færdig nu. Så kan man godt blive lidt presset, og få røg ud af næseborene, og komme til at råbe tilbage, at du da for helvede skynder dig alt hvad du kan, men du står midt i en lortemassakre, og hvis det skal gå hurtigere, må han selv komme og hjælpe til.

 

 

Men det her par, som jeg nævnte før, har den tendens, som mange af os har i parforholdet, når situationer spidser til. Nemlig at komme med små bemærkninger, kritik, pege fingre og optrappe konflikten, når en situation er på sit allerhøjeste.

 

 

 

En specifik situation fra deres parforhold handlede om, at hun var ved at bade deres søn på 1 år. Der opstår en konflikt mellem hende og drengen, og far kommer og blander sig. Mor og far begynder at småskændes, mor forlader i frustration badeværelset for at lede efter noget i sin taske. Hun ved ikke at far har stillet den ind på soveværelset, og bliver frustreret over ikke at kunne finde den. Far siger, at han har stillet den ind på soveværelse og det mindste hun kan være, er da at være taknemmelig. Mor kan ikke rumme det mere, og lukker i arrigskab døren bag sig på soveværelset.

 

Ingen vinder i denne her situation.

 

Det som det her par i stedet kunne have gjort, var at far skulle have ventet med at blande sig, hvis han da overhovedet skulle, og så i stedet tage snakken efter hele bade-situationen. Igen; hvis du har børn, ved du hvor presset man kan blive fra 0-100 på 1 sekund. Nogle gange skal der bare ikke meget til. Derfor er det ikke i pressede situationer med børn, at i skal tage kampen indbyrdes.

 

Mor skulle i denne situation, ikke have gået ind på soveværelset, og lukket døren efter sig. I stedet kan man bruge en time-out (ikke at forveksle med den gammeldags skammekrog). Redskabet ‘time-out’  har jeg skrevet om her. 

 

I bedste fald, havde hun haft det mentale overskud det krævede, til at sige ‘skal vi ikke snakke om det her bagefter, i stedet for lige nu, hvor alt er kaos?’.

 

Og det er det jeg mener med den brændende bygning. For det nytter ikke noget, at stå inde i den brændende bygning og diskutere om du havde, eller ikke havde sagt, at du ville købe agurk til salaten, hvordan du synes at din mand bader jeres barn forkert, alt i mens at ungen får shampoo i øjnene, og så råbe endu højere at han da for helvede må se hvad han laver eller stå og diskutere, mens han netop har løftet den tungeste flyttekasse fra bilen, om hvorfor han i alverden ikke tog lampen op først?!

 

Gå ud af bygningen.

Få ro på situationen.

Og snak så om det, der skal snakkes om.

 

 

Det handler om, at mindske kaoset. Ikke bidrage til det

 

Vi mennesker handler ikke specielt konstruktivt, hvis vi først er pressede. Så er der ikke altid overskud til, at hive det gennemøvede girafsprog frem, og fortælle hvad man føler, når ens partner kritiserer en, for at have glemt at slukke for varmen, selvom vinduerne står åbne, mens kartofler koger over. Så kommer vi meget nemt til at vrisse, snerre, lukke os ind i os selv, kaste mudderbolden tilbage eller angribe.

 

Det betyder ikke at det er okay eller i orden, at tale grimt til sin partner.

 

Men det nytter heller ikke noget at komme med kritik, i en i forvejen presset situation. Så med lidt forståelse for begges situation, og tålmodighed til at udskyde snakken eller konflikten, så kommer man så meget længere.

 

Så kom ud af den brændende bygning, eller ud af dine følelser vold, som en anden talemåde så fint siger det, og tag snakken, når der er kommet mere ro på situationen.

 

Held og lykke med det 🙂

Bh Cathrine,

Parterapeut og sexolog