Du gambler med dit parforhold, når du ikke vælger dig selv først


Gambler du med dig selv og dit parforhold?

 

Det her indlæg, skal handle om at vælge sig selv til. Og det var præcis hvad jeg gjorde i går, som gav mig ideen til det her indlæg

Jeg er gravid

 

I 5. måned

 

Og i går lagde jeg det her billede op på facebook:

“Når man er træt og gravid, men alligevel føler at man bliver nødt til at arbejde bare LIDT, når nu nyhedsbrevsskrivning ikke tiltrækker én… Tager lige en lur først ikk? Vender stærk tilbage senere, med et nyhedsbrev til mine læsere”

 

Jeg var fuldstændig overmandet af træthed, og kunne ikke det jeg ville. Virkelig frustrerende, når jeg egentligt havde lavet en masse planer for, hvad jeg skulle.

 

 

Men jeg endte med at skide det hele et stykke, og efter 5 siders læsning, tog jeg en lur på 1 1,5 time, og fik heller ikke lavet noget resten af dagen fordi jeg bare var træt med træt på.

 

Som du nok kan regne ud, blev det ikke til noget nyhedsbrev igår. Men det gav mig til gengæld tid til at tænke over det, som jeg vil skrive om i dag.

 

 

Jeg blev nemlig inspireret da en af mine bekendte kommenterede på billedet:

 

“Se det er jo indhold til et nyhedsbrev! At tanke op!! At nyde før man bør yde! ♥ som mor/kvinde! Man blir bare så meget bedre en mor 🙂 “

 

For det der med at vælge sig selv til.

 

Det kan være super svært

 

Men nødvendigt!

 

Og det bringer mig til, at jeg vil fortælle dig om noget jeg lærte på et stressforløb en gang.

 

Da jeg selv var syg med stress og lærte at vælge mig selv først

 

Jeg var sygemeldt med stress fra mit daværende job i militæret tilbage i 2014 (jo jeg har været soldat i en 4-5 år i hæren ;)), og var så heldig at komme på et 3 måneders forløb med andre sygemeldte.

 

Her havde vi en sød psykolog der bad os om at forestille os en skammel med en 1., 2. og 3. plads, og derefter rangere hvilke ting i vores liv, som havde hvilken plads.

Det brugte vi noget tid på at snakke om. Altså hvad der skulle være på de forskellige pladser

 

Arbejde, børn, parforhold, fritid?

 

“Hvad med jer selv? Skal i ikke selv være på førstepladsen?” spurgte hun

 

Ingen havde sig selv på førstepladsen. Heller ikke mig. Jeg havde ikke tænkt på, at man selv kunne være på førstepladsen.

 

Men det giver jo så god mening!

 

For hvis jeg ikke er den vigtigste i mit liv, hvem er så?

 

Rigtig mange af os, vælger alle mulige andre ting til, specielt arbejde eller børn, før vælger vi os selv til, og skaber tid til os selv.

 

Og det der er tilbage, er hvad?

Ingen energi, hovedpine, intet overskud, ingen lyst til at dyrke sport, ingen lyst til sex, ingen lyst til andet end at flade ud på sofaen og ingen lyst til at investere i sit parforhold, indtil det hele starter forfra i morgen.

 

Efter den undervisning med hende psykologen, har jeg tænkt rigtig meget over at vælge mig selv til. Så jeg også kan været noget i mit parforhold, og for min kæreste Dennis.

 

Jeg er blevet god til at sige fra. Og nogle gange undrer folk sig. Men jeg er altså vigtigst i mit liv.

 

– Derefter kommer parforhold
– Derefter kommer børn (den lille fis kommer ud 14. august)
– Derefter kommer arbejde
– Derefter kommer veninder
– Derefter kommer tjenester for veninder…. ‘kan du hjælpe med at flytte i næste weekend?’ Og så videre

 

Jeg ved godt at det lyder meget sort/hvidt.

 

Men at vælge sig selv til, betyder altså ikke at man:

 

– ikke kan være hjælpsom
– ikke hente sine børn kl. 23 om aftenen på en tirsdag, fordi de har hjemve, selvom man er dødtræt
– ikke kan tage en spændende opgave på arbejdet, selvom det betyder overarbejde
– er et dårlig menneske, fordi du vælger dig selv til

 

At vælge sig selv til, betyder bare at regnestykket skal gå op. Hvis du hele tiden er i underskud på din energikonto, så er regnestykket i minus.

At vælge sig selv til betyder for mig:

 

– at jeg tillader mig selv, at tage en offday i sengen, selvom jeg ‘burde’ arbejde
– at jeg ikke tog telefonen da min farmor ringede i går, fordi jeg ikke havde overskud
– at jeg henter durümruller i stedet for at lave aftensmad selv, hvis jeg ikke har overskuddet
– at jeg aflyser en aftale med en veninde, fordi jeg alligevel fik en overbooket kalender
– at jeg ikke laver mere en to aftenaftaler på hverdage, på en uge

 

Jeg har mange flere eksempler, på ting jeg har lært efter det stressforløb, men vil ikke kede dig med flere eksempler. You get the point 🙂

 

Et eksempel fra det virkelige liv:

 

Jeg arbejder faktisk med et par for tiden som er i præcis denne her dårlige spiral.

 

– Hun føler sig utilstrækkelig på arbejdet
– Hun føler sig utilstrækkelig over for sine børn
– Hun føler sig utilstrækkelig over for sin mand

 

Og hun har ingen energi.

Den energi hun har, bruger hun først og fremmest på arbejde og derefter på børnene. Hvilket bringer mig til et helt nyt dilemma:

 

Parforholdet kommer først – derefter børnene.

 

Børnene må aldrig blive vigtigere end den kærlighed der er mellem mor og far, og mand og kone.

 

Børnene er meget vigtige. Men ikke vigtigst <3

 

Men altså,
her har vi en kvinde hvis energi er helt i bund. Hun vil gerne være noget på alle fronter. På arbejdet, for sine børn og derhjemme.

Hendes mand savner berøring og nærhed. Og hun vil rigtig gerne give den.
Men hun kan ikke

 

Det hun skal starte med, er at vælge sig selv til.

 

Hvis du ingen energi har, så kan du heller ikke give noget af dig selv.

 

Hvis du vil have din energi tilbage, må du starte med at fylde på din energibeholder. Og det gør du ved at starte med at vælge dig selv til.

 

Du kan ikke give noget du ikke har, og du gambler med dit parforhold hvis du hele tiden ligger din energi uden for dig selv og dit parforhold.

 

Du kan også prøve at vende den om.
Hvilken prioritet vil du have i din partners liv? Har du lyst til at være prioriteret efter arbejdet? Efter børnene? Nej, vel?

 

Så hvad skal være på 1., 2., og 3. pladsen i dit liv? Og hvor i den rækkefølge ligger dit parforhold?

 

Er dit liv ikke som du vil have det, og er energibeholderen tom, så må du i gang med at justere på de forskellige knapper, så der er energi til de vigtigste ting i dit liv. Først og fremmest dig selv

 

Se også videoen hvor jeg taler om at du ikke skal have for meget i dit liv for ellers deler den energi du har, ud til alle end dig selv og dit parforhold:


 

Det var alt for mig på denne fredag. Jeg håber det har inspireret dig til at tænke nogle tanker <3
Hav en dejlig weekend 🙂

 

Bh,
Cathrine Parterapeut og sexolog

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.