Av.
Den gør naller den sætning. Som en følelsesmæssigt mavepuster. Noget som mange af os, har lagt øre til i vores opvækst. Måske også selv kommet til at sige til sige til vores børn, i et øjeblik af affekt og magtesløshed.
Det kan også være, at vi har fået at vide, at vi skulle gå ind på vores værelse, til vi kunne opføre os ordentligt igen.
Hvis du er vokset op med sætninger som disse, og dem som du kan se på billederne i indlægget her, så vil det være normalt, at du har taget en række overbevisninger med dig, ind i voksenlivet.
“Når vi får at vide, at vi skal skamme os, så forventer udskælderen ofte, at vi skal så blikket ned og undskylde eller gå over i skammekrogen eller gå væk. Det betyder, at vi faktisk slet ikke lærer at være i konflikten. Vi lærer, at når vi har gjort noget forkert, så skal vi ‘forsvinde’. Det kan følge med i livet, enten som som tilbagetrækning i konflikter eller at gå til konflikten som en magtkamp, hvor det gælder om at være den, der vinder” siger psykolog og specialist i skam Krista Bojesen , som jeg har spurgt specifikt til dette blogindlæg.
www.kristabojensen.dk
- “Jeg skal være på en bestemt måde, før jeg kan blive elsket”
- “Hvis jeg ikke gør det nok , får jeg skæld ud, eller gør folk omkring mig sure eller skuffede”
- “Min vrede er forkert og aldrig berretiget”
- “Mine følelser er til besvær for andre, så jeg skal helst gemme dem væk”
- “Hvis bare jeg ligger låg på hvordan jeg har det og er usynlig, så sker der ikke noget”
- “Når jeg har ‘forkerte’ følelser som vrede, ked af det hed, frustation eller jalousi, så skal jeg helst ikke give udtryk for det – det er bare mig der skaber mig”
Barndommen følger med dig i parforholdet
De overbevisninger du har med dig fra barndommen af, følger med dig ind i dit voksenliv og dermed også dit parforhold. Og det giver jo god mening, at du har svært ved at være sårbar eller give udtryk for behov og længsler, hvis du har lært, at du ikke var vigtig.
Men det giver jo for pokker problemer i parforholdet.
I hvert fald på sigt.
Det kan være, at du faktisk er smadder ked af, at din kæreste glemte din fødselsdag, eller kom for sent til en aftale i havde. Men du giver ikke udtryk for det, fordi du har en overbevisning om at ‘så er du til besvær’, ‘en dramaqueen’, eller at du ‘fylder’ for meget. Og så hober vreden sig op, og bliver i stedet til bitterhed og eksploderer måske endda, en dag du går forbi køkkenet, og ser tallerkenen der ikke er sat i opvaskeren.
Mon ikke, vi alle kender situationer af den slags. Hvor vi ikke får givet udtryk for vores følelser, og i stedet for, kommer de ud som spydigheder, begravet under et lag af bitterhed eller i en vredeseksplosion. Jeg gør i hvert fald.
Og når du gentagne gange oplever, at det er svært for dig, at give udtryk for hvordan du har det, hvad du savner mere af, at du føler dig svigtet, at du er vred eller såret, så kan der være god hjælp at hente, i de overbevisninger du har, om dig selv.
Jo mere bevidst du er om, hvordan din “barndoms sætninger” har sat sig i dig, og hvilke overbevisninger det har givet dig, jo lettere kan du også komme fri af dem.
Prøv at reflektere over disse spørgsmål:
- Hvordan er det for dig at være vred?
- Har du det okay med at græde foran din partner?
- Hvordan føles det, at være sårbar over for din partner?
- Hvordan er det for dig, at bede om hjælp til noget af din partner? Skal du altid være stærk?
- Hvordan er det for dig, at være i en konflikt med din partner, eller at skulle tage en svært snak?
- Hvordan har du det med at sætte grænser? For eksempel ‘ jeg bryder mig ikke om at du råber af mig, når vi skændes’ eller ‘jeg vil gerne have at du stopper med at knibe mig i måsen, hver gang vi går op af en trappe’.
Har du indre overbevisninger, der styrer dig i en konflikt?
Hvis det føles som en kamp eller en overvindelse for dig, at skulle være sårbar, eller være i en konflikt, så kan det være rigtig godt at få kigget på, hvilke overbevisninger du har med dig, fra din barndom.
Hvis du har fået at vide, at du skulle holde op med at skabe dig, så har du lært, at dine følelser er for voldsomme for omverdenen, og at du skal skrue ned. Du er blevet gjort forkert, og er ikke blevet mødt og hjulpet i din følelser. Børn har brug for hjælp til at regulere deres følelser, og hvis ens forældre ikke hjalp en med det, så har man ofte et efterslæb ind i sit voksenliv.
Mange skammer sig over, eller skælder sig selv ud over, ikke at kunne være i en konflikt, eller at have svært ved at sætte ord på sine følelser. Men hvordan pokker skulle du have lært det, hvis du har fået at vide, at der altså var større problemer i verden end dit, eller om du ville have en tudekiks?
Det kan man ikke. Altså lære at selvregulere. For følelser er blevet noget farligt og ubehageligt noget, som andre ikke vil kigge på, sammen med én.
Og det er ikke din skyld.
Du er ikke dårlig til at sætte grænser, sætte ord på dine følelser, eller til at være sårbar.
Nej, du har bare aldrig lært det.
Men det KAN dog læres. Det er aldrig for sent.
Jeg siger ikke at processen er hverken nem eller smertefri, for det er den ikke, hvis du er blevet udskammet for, hvordan du havde det som lille, men det KAN lade sig gøre, at ryste fortidens sår af sig, så de blot bliver til ar.
Læs også: 10 spørgsmål til psykologen om skam
Bevidsthed er løsningen til (næsten) alle problemer
Det du kan starte med, er at reflektere over, hvilke overbevisninger du har med, om din selv, når det kommer til følelser.
Start der <3
Og når du langsomt bliver bevidst om, hvad du går og fortæller dig selv (jeg er til besvær, jeg er for sensitiv, ingen gider at lytte til mig, det er nok mig der er gal på den, hvis jeg bliver vred, så forlader min partner mig, hvis jeg er sårbar, bliver det brugt i mod mig), så kan du meget nemmere undgå, at overbevisningerne styrer dig.
Så når du bliver opmærksom på, at hver gang du var vred som lille, så blev du sendt på værelset, så kan du koble hvorfor du har så svært ved at være vred over for din partner (eller hvorfor du bliver trigget af, at din partner bliver vred på dig), sammen med hvorfor dine forældre aldrig tillod dig at være vred. Og når du først kan koble tingene sammen, så kan du bedre afkoble dem fra dig selv, kan man sige.
For frygten du føler i dag, når du skal sætte en grænse eller vise dine vrede, har faktisk meget lidt med nutiden at gøre – og rigtig meget med fortiden – altså hvis du danner par med et sundt og velfungerede menneske, vel om mærke. Giftige personligheder vil ALDRIG være trygge, at være i en konflikt med.
Din partner er ikke din mor, kan man sige. Og det skal du lære din hjerne (for den blander nemlig tingene sammen).
Igen; jeg siger ikke at det er nemt, men det KAN lade sig gøre.
Men det tager tid, mod og øvelse. Og meget gerne en partner som er en ‘tryg havn’ som kender din proces.
Liv eller død
For det der sker, når du bliver konfronteret med de samme følelser du følte som lille (skam, ydmyget, ensomhed, forladthed, afmagt), er at du går i overlevelsesmode.
Du vælger altså helt ubevidst en af de tre klassiske overlevelsesstrategier; flygte (trækker dig), kæmpe (forsvarer dig) eller fryse (bliver stille eller ukontaktbar).
Og hvis du vil undgå at kæmpe eller flygte i en konflikt, må du lære at ‘afmontere’ dine indre overbevisninger, da de ellers helt ubevist vil styre dig (du føler at du skal kæmpe og ‘vinde’ og du føler at du skal flygte, så du kan komme ud af ubehaget). Det kræver ofte, at man besøger barndommen, og finder ud af hvem, hvornår eller hvordan de overbevisninger havnede i dig.
Jeg ønsker dig held og lykke med arbejdet 🙂
Åbn ballet og smid en kommentar – det gør mig så glad 🙂
Vil du dele de erfaringer du har gjort dig omkring overbevisninger, eller kunne du bruge det jeg skrev om her, så skriv en kommentar under blogindlægger her
Kærlig hilsen,
Cathrine Katzmann
Parterapeut og sexolog
Vokset op med en narcissistisk mor ( på instagram deler jeg åbent om den proces)
<3
