---

Problemer med svigermor – min kæreste er hendes buddreng

Hej Cathrine

Sagen er den, at jeg rent ud sagt har problemer med min svigermor. Jeg kan ikke kan holde ud at være i samme rum som min hende, og er fuldstændig frustreret over den måde, hvorpå min kæreste skal køre rundt for hende, som om at han havde et ekstra job.

 

Min kæreste og jeg har været sammen i 2 år, og hans forældre er skilt –  jeg kan rigtig godt lide hans far og ja, hele den side af hans familie, men hans mor er en anden sag.

 

Jeg har kunnet “tåle” det og bidt nogle af tingene i mig, fordi det jo også er min kærestes mor.

Der sker så det, at min svigerfar dør ret pludseligt her for knap 6 måneder siden.

 

Og uden at gå i detaljer med det, så er det efter det, at det begynder at tage en drejning af problemer med svigermoren.
Skal nok nævne hun er meget gangbesværet, og har brug for hjælp i hverdagen. Hun har valgt at tage et job, hvor hun sælger husholdningsting videre, hvor hun skal køre rundt.
Hun får penge af kommunen til at leve for, på grund af sit handicap, og derudover får hun en vis portion penge og timer til at have en hjælper, som hun selv må bestemme hvad skal bruges til.

 

Eksempelvis kan det være en hjælper, som skal køre hende fra a til b, eller hjælper hende med betaling af regninger, handle, rengøring og så videre.

 

Og nu er det så egentlig, at min frustration kommer.

 

Jeg ved at min svigerfar hjalp hans mor meget, og blev betalt gennem systemet som omtalt ovenover. Efter hans død, er det ansvar derefter blevet pålagt både min kæreste og også hans lillebror (som ikke må modtage penge for det, da det er hendes børn).

 

Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om, om han ikke istedet kunne hjælpe med at finde en hjælper udefra til hende.

 

Men som han svarede “du ved jo hvordan hun er”, er her underforstået at det er svært at finde en, som hun er tilfreds med.

 

Problemet er, at det er flere gange om ugen, hvor han skal hjælpe hende. Han har et fuldtidsjob og fodbold tre gange om ugen derudover. Vores tid sammen er blevet virkelig begrænset, hvilket jeg har prøvet at forklare ham, eftersom tid sammen er utrolig vigtigt for mig.

 

Han har trang til at koble af, så snart han kommer hjem, hvilket han helst gør ved at spille pc eller PlayStation. Det er sådan set også helt fint for mig. Men efter han nu har fået ekstra “opgaver” næsten hver dag (4-6 gange om ugen), bliver det mere en hverdag, hvor han kommer hjem fra job, skal koble af, afsted for at lave noget for mor, kommer hjem og skal koble af igen.

 

På det tidspunkt er hans overskud måske maks til, at vi ser en halv times serie eller lignende, for så at sove, da han møder tidligt om morgenen.

 

Førhen hjalp han hende sommetider med at handle for, og med, hende eller andre ting. Men efter at det er blevet i det omfang, som det nu engang er ( både private ting som eksempelvis at handle, og nu også at hjælpe med det job hun har valgt at tage), der er det alt, han skal for hans mor, som irriterer mig. I virkeligheden er det hans manglende tid, jeg savner.

 

Så her kommer spørgsmålet vel egentligt:
Hvordan skal jeg få ham til at forstå, hvor vigtig tiden sammen er, og helst få ham til at ændre på det, så vi rent faktisk kan nå at have en hverdag sammen og ikke bare “godnat”?

 

Er det overhovedet muligt?

Mvh den meget frustrerede

————————————————————–

Hej frustrerede,

Jeg kan da sørme godt forstå at du er frustreret. Det må være irriterende at ens kæreste er ude så mange gange på en uge, for at hjælpe andre, i stedet for at bruge tid med dig, som han bor sammen med.

 

Samtidig kan jeg også godt forstå, at din kæreste har et behov for at ville hjælpe sin mor. Det er kun naturligt, med den baggrund. Jeg forestiller mig at han har lyst til at gøre noget særligt for hende, og vise hende at han holder af hende, ved at hjælpe med det, som hans far gjorde førhen. Det må være et svært dilemma han er i, samtidig med at han vel stadig sørger over sin far?

 

Jeg kan også godt forstå, at din svigermor har svært ved at tage i mod hjælp udefra, hvis hendes eksmand har hjulpet hende meget førhen. Det kan jeg rigtig godt forstå. Det må være både skræmmende og svært, hvis det lige pludselig er en fremmed som skal hjælp hende.

 

Det er forståeligt, at hun så rækker ud til hendes sønner, og spørger om de vil hjælpe hende nu.
Men når hun nu får penge af kommunen, til netop den hjælp, så kan jeg godt også godt undre mig over, at hun ikke benytter sig af det.

 

Jeg tænker på, om det føles lidt som om, at hun ‘stjæler’ din kæreste fra dig?

 

Det er ret essentielt i et forhold at man føler sig prioriteret. Hvorfor er man ellers kærester?

 

 

At kappe navlestrengen

Den barske virkelighed er dog, at nu er din kæreste blevet voksen og skal til at danne rammen for sig eget liv og tage ansvar for hans og jeres parforhold. Moren må selv tage ansvar for hendes liv, og lade hendes søn leve det liv, som en ung mand nu gør. Kan hun ikke træffe det valg, bliver han nødt til at gøre det for hende.

 

Jeg synes at det er i orden, at man i den første tid (efter farens død), hjælper mere til. Der skal findes nye rutiner, og alle parter skal lige finde sig til rette i et liv uden far og eksmand.

 

Men hvis han fortsætter med at gøre som han gør nu, er udfaldet, at han mister dig. Og jeg tænker ikke, at det er det, som er hans intention ved at hjælpe sin mor?

 

Det lyder måske lidt barskt. Men det er ment i omsorg.

 

Og det er jo heller ikke ensbetydende med, at han aldrig skal hjælpe sin mor. For selvfølgelig skal han da det. Vi hjælper jo alle sammen vores forældre en gang i mellem og omvendt.

 

Men har man en kæreste – altså dig – som gentagene gange pointerer, at man bruger for meget tid på sin mor (kammerater, arbejde, fodbold, byture etc.), så har man altså et ansvar for at slå lyttebøfferne ud og spørge:

 

“Jamen, okay. Hvordan kan vi så finde en løsning, så vi begge er tilfredse?”

 

Jeg er sikker på, at du forstår hans dilemma, og har vist forståelse for hans følelser i det her. For det er klart, at det er et følsomt emne. Men som jeg sagde før, så er han blevet voksen nu, og dermed er forholdet mellem jer to, vigtigere end hans mor.

 

Det er jo jer to, der skal bygge en fremtid og en rede sammen.

 

Vel ikke ham og hans mor?

 

Ergo, må han også ligge sin energi det sted, hvor han forventer at leve sin fremtid og sine drømme ud.

 

Hvordan skal du snakke med ham om det?

 

Så hvordan skal du få ham til at forstå, at du har brug for mere tid sammen med ham? Og er det overhovedet muligt?

 

Jamen, selvfølgelig er det muligt!

 

For selvom du skal holde dig på din egen banehalvdel, når du taler med ham, så er selve bolden hos ham lige nu.

Han bliver nødt til at tage din frustration seriøst, og være villig til at lave én eller anden form for ændring.

For du siger det jo selv, det er ikke så meget problemer med svigermor, men egentligt jeres manglende tid sammen, der er problemet. Svigermor er bare blev symbolet for problemet lige nu.

 

Jeg synes at i skal tage en god, eller flere, alvorssnakke.

 

Altså, sig hvad det gør ved dig. Hvad du kunne ønske dig i stedet, og hvad dine forventningerne til fremtiden er. Du kan også fortælle ham, hvad du tænker om fremtiden for jer to, hvis han forsætter i samme dur.

 

Man kan bruge denne her model, når man skal tale om noget svært:

 

1 Jeg oplever at…(hvad sker helt faktuelt – ingen fortolkninger)

Jeg oplever at du er væk 5 gange på en uge

 

2 Det gør mig…

Det gør mig ked af og frustreret

 

3 Fordi jeg føler at…

Fordi jeg føler, at du synes din mor er vigtigere end mig. Jeg føler mig nedprioriteret og uvigtig.

 

4. Det jeg kunne tænke mig, at du gjorde…

Det jeg godt kunne tænke mig at du gjorde, var at sige fra over for din mor, og måske hjælpe hende 1 gang om ugen i stedet, så vi kunne bruge mere tid sammen.

 

Hvis han efter flere snakke, fortsat ikke vil ændre sin adfærd, så er valget hos dig. Vil du blive, eller skal du så en anden vej, uden ham?

 

Vi skal anerkende hinandens frustrationer

 

Jeg ved godt at det lyder lidt barskt. Men det er virkelig vigtigt at vi føler os anerkendt, og mødt i vores parforhold, når vi har en frustration. Der er ikke noget værre, og faktisk ret ødelæggende for forholdet, hvis vi bliver fejet af, eller ignoreret ved en frustration. Og det synes jeg egentligt lidt, er det, din kæreste gør nu. Altså ignorerer problemet, og undskylder det med, at hans mor er kræsen i forhold til hendes hjælpere.

 

Og så står du der, og føler at DU har problemer med din svigermor, når problemet vel egentligt er, at din kæreste ikke prioriterer dig?

 

Hvad blev der af, at han tog ansvaret selv, i stedet for at feje det over på hans mor?

 

Det er ikke ensbetydende med, at hver gang vi har en frustration, så skal den anden automatisk makke ret, og gøre som vi vil. Men det mindste man kan gøre, er at tage sin kæreste seriøst, sætte sig ned og lytte, og sammen finde ud af, hvordan i komme videre.

 

Jeg håber at du kunne bruge, mit lidt hårde, svar.
Tag en dyb vejretækning, og tag tilløb til en god og fornuftig samtale.

Håber i finder en løsning ♥

Bh,
Cathrine
Parterapeut