Smerter under samleje, hvad skal jeg gøre

Brevkassen: Jeg har smerter under samleje – hvad skal jeg gøre?


Jeg har smerter under samleje – hvad skal jeg gøre?

Hej Cathrine,

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

 

Jeg har i en lang periode oplevet, at jeg har smerter under samleje. Hver gang jeg har sex, er det simpelthen meget smertefuldt.
Jeg har været til gynækolog med det, og har fået forskellige cremer jeg skulle smøre med, men det hjælper ikke (jeg får en rift hver gang).

 

Jeg faldt over en af dine artikler, og kom derfor til at læse om vulvodyni, og jeg tænkte om det mon er det jeg har. Jeg kan heller ikke bruge tamponer, det gør for ondt. Min gynækolog siger bare, at der ikke er mere at gøre end de cremer, men det hjælper altså ikke, så det er altså meget frusterende at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

 

Jeg ved ikke en gang om du kan hjælpe mig, men jeg læste bare, at du også havde oplevet, at din læge ikke havde tænkt, at det kunne være vulvodyni og du selv skulle opdage det. Hvad synes du jeg skal gøre ? 🙂

Hilsen N

Smerter under samleje behandling


Hej N,

Tak for din mail

Du er desværre ikke den eneste, med en historie som din. Som du skriver, så har jeg selv været ude for, at min egen læge ikke kunne genkende mine vulvodynisymptomer, som jeg havde som 20 årig. Jeg havde også smerter under samleje, og det gjorde djævlens ondt. Jeg får krampetrækninger i ansigtet, bare at tænke tilbage på det.

 

Jeg har aldrig være diagnosticeret med vulvodyni, men havde symptomerne i nogle måneder, hvorefter de forsvandt. Min læge den gang anbefalede xylocain, som er en lokalbedøvende salve og mandelolie som glidecreme. Det var det. Og mere kunne han ikke gøre for mig.

 

Det var en meget frustrerende følelse at gå ud af døren med. Ville smerterne holde op? Hvorfor var de kommet? Hvad var der egentligt galt med mig? Mange spørgsmål, og meget lidt svar fik jeg. Jeg blev ikke en gang henvist til en gynækolog.

Så jeg er meget glad for dit spørgsmål, da jeg ved, at mange piger sidder i samme situation som dig.

Vær insisterende over for din gynækolog

Du skriver at du har været til gynækolog, som siger, at der ikke er andet at gøre end cremer. Jeg er af den overbevisning, at der altid er mere at gøre. Specielt, hvis du ikke en gang er blevet diagnosticeret med noget. Man ved faktisk, at noget af det der kan forværre en patients situation, er hvis man fortæller dem, at der ikke er mere at gøre. Så jeg er ked af, at din gynækolog har sendt dig ud af døren med den sætning.

 

 

Jeg kan naturligvis ikke garantere dig, at dine smerter under samleje vil gå væk. Men jeg ved, at der er mange flere ting man kan gøre, end at bruge cremer. Det kunne godt tyde på, at du har vulvodyni, men det er vigtigt at det er en læge eller gynækolog som stiller diagnosen.
Hvis dine smerter under samleje føles som brænden, svien eller nåle der stikker, eller lignende, når i forsøger med penetration, så lyder det rigtig nok som vulvodyni.

Vulvodyni bliver indelt i 4 kategorier, som speciallæge Knud Damsgård fortæller om i denne artikel

 

 

Derfor synes jeg, at du skal presse på hos din gynækolog og bede om at blive udredt ordenligt for, om du har vulvodyni. Hvis du møder modstand på det, eller de ikke vil hjælpe, så synes jeg at du skal skifte til en gynækolog som ved noget om smerter i underlivet og smerter ved samleje.

 

Find en gynækolog med viden om vulvodyni

 

Det er desværre en udbredt misforståelse, at alle gynækologer kender til underlivssygdomme. Det troede jeg også selv en gang. Men der er åbenbart specialer inden for gynækologi, som for eksempel underlivslidelser. Derfor gør du kun dig selv en tjeneste, ved at finde en gynækolog som ved noget om vulvodyni. Ring gerne, og få en snak med personen eller sekretæren, inden du booker en tid.

Hvis du ikke allerede kender til den, så har jeg har gruppen ‘viden om vulvodyni‘ på facebook med over 330 medlemmer.

 

Jeg har i forbindelse med dette indlæg, spurgt kvinderne hvilke gynækologer de kunne anbefale, og som de har haft gode oplevelser hos:

 

Sjælland:

Københanv K – Thue Bryndorf: www.bryndorf.dk

Amager – Christina Damsted Petersen: www.gyn-damsted.dk

Virum- Henrik Vittrup : www.gynaekolog-vittrup.dk/tidsbestilling

Rungsted – Christine Felding: www.felding.dk

Hellerup – Knud Damsgaard: www.centerforvulvodyni.dk (Knud Damsgaard bliver i vulvodynikredse kaldt Danmarks ekspert inden for feltet)

Holbæk – Charlotte Floridon: www.gynfloridon.dk

Jylland:

Århus Aros hospital – Mette Meinert: www.arosph.dk/vores-klinikker/klinik-for-underlivssmerter

Skive – Kvindeklinikken: www.dr-rolighed.dk

Jeg kunne desværre ikke finde flere anbefalinger i Jylland eller på Fyn, men opdaterer indlægget så snart der kommer nogle.

 

Andre behandlingsmuligheder

Hvilken creme er det som din gynækolog har anbefalet?

 

 

Der er nemlig flere slags cremer, som bliver anbefalet. Man kan både bruge lokalbedøvende cremer som xylocain 2% og 5%. de kan godt svie lidt, lige når man putter det på, men der er flere som er glade for den.

 

Jeg har sågar læst en historie inde i gruppen, med en kvinde som blev ved med at bruge det i mange måneder, hver dag, hvorefter smerterne langsomt forsvandt og hun kan nu have sex, uden at have smerter under samleje. Hun mente selv, at det var fordi nerveenderne var blevet bedøvet.

 

Smerter under samleje behandling

Derudover findes der en creme der hedder Warming critical care, som er en fedtcreme med 85% fedtindhold. Den gør ikke ondt at smøre på, og er god til sarte slimhinder.

Så det er ikke nødvendigvis et dårligt råd, din gynækolog har givet dig, men hvis cremen ikke virker, er det klart at du bliver frustreret.

Linket viser hen til siden Props and pearls, som også har en butik i indre København. De hjælper blandt andet kvinder i forbindelse med brystkræft og underlivslidelser.
Jeg er ikke sponsoret af noget som helst, men linker til dem, da det gør et fandens godt stykke arbejde for kvinder

 

 

Der er flere ting du kan gøre. Jeg lister dem kort op her, da det ellers ville blive et alt for langt svar 🙂

 

 

  • Bliv opmærksom på om noget i din kost, påvirker smerterne. Mælkeprodukter, gluten og sukker er de største ‘farer’ for systemet.
  • Botox. Du kan blive henvist til det offentlige, men der kan være lang ventetid. Alternativt kan du betale selv som privatpatient. Det er dog dyrt og koster cirka 5000kr. Der er gode resultater med botox, selvom ikke alle mærker en virkning. (personligt er det ikke noget jeg anbefaler da jeg ser det som symptombehandling)
  • Vaginalterapi. I denne behandling indgår samtaleterapi, tryg af triggerpunkter inde i skeden, udspændingøvelser (fysioterapeutøvelser) og afslapningøvelser. Jeg er selv uddannet vaginalterapeut, og har gode resultater med den helhedsorienterede tilgang.
  • Operation hvor slimhinden bliver hevet ud over det ømme sted (ikke alle har gavn af operationen desværre)
  • Psykoterapi. Vi har pt. én psykoterapeut inde i gruppen, som har haft et succesfuldt forløb med en vulvodyniramt kvinde. Tilgangen er, at krop og sind arbejder sammen, og man derfor ikke kan adskille de fysiske smerter fra tankerne omkring lidelsen.
  • Fysioterapi. Birthe Bonde fra København bliver tit anbefalet og hun er også uddannet sexolog. Der indgår dog ikke samtaleterapi i hendes behandling. Undersøg om der en fysioterapeut i dit område, med viden om smerter i bækkenet og underlivet.
  • Akupunktur. Jeg kender ikke selv til succesraten på akunpunktur, men det giver mening, at man vil forsøge at genetablere en ubalance i kroppen. Edit: inde i gruppen er der både kvinder der har haft gavn af behandlingen, men der er også kvinder der ingen effekt har mærket.

Du spørger hvad jeg synes, at du skal gøre

Jeg synes at du skal presse på hos din gynækolog, og så synes jeg, at du med fordel kan melde dig ind i gruppen ‘viden om vulvodyni‘ – her er man også velkommen selvom man ikke lige præcis lider af vulvodyni. Her er mange kvinder som lider af andre slags underlivslidelser. Her fra kan du få vejledning fra andre i samme situation, og tage stilling til, hvad dit næste skridt skal være.Viden om vulvdoyni

Håber at du kunne bruge mit svar. Giv ikke op, bliv ved med at søge på behandlingsmetoder, men tag én ting af gangen, så du ikke bliver overvældet 🙂

 

Bedste hilsner

Cathrine,
Sexolog og parterapeut

— — — — — — — — — — — — —

Andre indlæg i denne kategori:

♥ Hun har smerter ved samleje, hvordan får vi intimiteten tilbage?

♥Sandheden om sexlyst

— — — — — — — — — — — — — —

Har du selv oplevet smerter under samleje? Hvad gjorde du?

Skriv meget gerne i kommentarfeltet hvad du gjorde. Dit svar kan måske hjælpe en anden kvinde, som var i samme situation som dig.

Cathrine Katzmann smerter under samleje

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.