smerter ved gynækologisk undersøgelse

Brevkassen: hun har smerter ved samleje. Hvordan får vi intimiteten tilbage?


Hun har smerter ved samleje. Hvordan får vi intimiteten tilbage?

Hej Cathrine

Min kæreste har smerter ved samleje, og det på virker vores intimitet sammen rigtig meget.
Vi har været sammen i 16 måneder nu, og det startede, efter at vi havde været sammen i 2 måneder.
Det vil sige, jeg så fandt ud af, at det var startet efter 1 måned. Hun fortalte mig senere hen, at det faktisk havde gjort ondt i lang tid, men hun troede bare, at det ville gå over igen.
Smerter ved samleje

Men så tog vi i sommerhus sidste påske, og der havde vi samleje, hvor hun sad oven på mig, men så byttede vi rundt og det ville jeg ønske at vi aldrig havde gjort. Det gjorde så ondt på hende efter nogle få minutter, at hun begyndte at græde. Hun kunne ikke stå op, så ondt gjorde det.

 

Det endte så med, at vi kørte hjem dagen efter, fordi hun stadig havde så store smerter i maven/underlivet.

 

Så kom hun ned til hendes egen læge, som prøvede at undersøge hende indvendig, men hun var så stram, at hun ikke kunne komme ind, og hun skreg så højt, at jeg kunne høre det ude på gangen langt der fra.
Så blev hun sendt videre til Aalborg hospitalet et par dage efter til en gynækologisk undersøgelse, og den dag glemmer jeg aldrig.

 

Det startede med, at der var en læge der skulle undersøge hende, men det kunne ikke lade sig at gøre. Men de blev ved, og kom så også ind i hende, men hun skreg så højt at folk kunne høre hende på hele hospitalet og jeg var lige ved at sparke døren ind og spørge hvad fanden de havde gang, men jeg vidste ikke helt hvad stue hun var på.
Så kom der en masse læger ind til hende, og de tog jo alle mulige prøver, og det viste sig, at der ikke var noget. Så blev hun sendt videre i systemet til fysioterapeut, og hun konstaterede med det samme, at det var vulvodyni (eller en anden ting jeg ikke lige kunne huske).
Så blev hun sendt ind til en gammel dame, som skulle undersøge hende igen og det gik bestemt heller ikke stille for sig. Hun joggede bare 2 fingre ind, uden lige at varme hende op eller noget. Det endte så med, at hun fik konstateret vulvodyni. så gik de 5 måneder.

 

 

smerter ved gynækologisk undersøgelse

 

Vi har været 10 gange ved en gynækolog på Aalborg hospital, som har hjulpet rigtig meget. For hun snakkede virkelig med os, og viste mig, hvordan jeg skulle massere hende på maven og inden i. Maven masserede jeg mange gange, men inden i fik jeg aldrig lov til af hende. Hun siger, at det er for meget for hende, hvis jeg skulle gøre det.

 

Det skal lige siges, at hun lider meget af berøringsangst, og har somme tider meget svært ved at vise sin krop overfor mig, hvilket gør så ondt på mig, at det er lige før at jeg bare giver op. Men det er blevet bedre, for hun har fortalt mig hvorfor hun gør det, og jeg kan godt leve med, men har meget svært ved det.

 

Nu er vi så begyndt ved sexolog og parterapeut. Vi har så kun været der inde 2 gange ind til videre.

 

1. gang syntes jeg var noget være skidt.

Hun fortalte os, at vi ikke skulle have sex ind til næste gang. Det var bare ikke lige det jeg havde regnet med, for vi havde lige gået 3 måneder uden sex, inden.
Det endte så med, at vi var tæt på at gå fra hinanden op til flere gange, og havde nogle kæmpe skænderier. Vi kunne godt selv se, at det var ved at være helt skidt. Det vi fik snakket med hinanden om, og om hvordan vi skulle forsætte eller slutte som venner. Vi var begge enige med det samme om, at vi bliver ved, for vi er så forelskede i hinanden, at vi ikke vil give op.

 

2. gang vi var derinde, fortalte vi hende så hvor skidt det stod til, og hun var helt i chok over hvor skidt det var.

Hun fortalte os, at vi satte vulvodyni på standby fordi vi var ved at gå fra hinanden. Vi skulle arbejde på at snakke sammen og få lidt af det intime (kys, kram, nus) tilbage igen, og at vi skulle lære at forstå hinanden. Hun fik forklaret os, på en sådan måde, at vi begge forstod hvordan hinanden føler. Så det var en succes.

 

Få intimiteten tilbage

Men jeg ville spørge om, hvad du syntes vi skal gøre for at få det intime tilbage?

 

Jeg kan sagtens leve med, at jeg ikke kan komme ind i hende fordi hun har smerter under samleje, men jeg kan ikke leve med, at det føles som om, at hun har mistet lysten fuldstændigt. Hun har hjulpet mig en del gange, men det er desværre også gået over. Hvilket var min skyld fordi jeg spurgte for meget og for tit.

 

Men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kan få hende tilbage, og det er ligesom om, at bare en rygmassage er for meget for hende, for tiden.

 

Jeg er villig til at gøre alt for hende, men jeg tror bare ikke at hun stoler nok på mig, til at lade mig gøre noget for hende.

 

Det skal så siges, at jeg har været et stort problem for hende, for hver gang hun ikke ville røres eller holde i hånd, kysses eller krammes, så blev jeg sur og lod være med at sige noget. Men det er bare fordi, jeg ikke aner en pind om hvad jeg skal gøre for hende

 

Hilsen Thomas

————————————-

Hej Thomas,

Tak for din meget åbne og ærlige mail. Jeg blev meget, meget rørt over at læse den.

 

Jeg ved, at du gerne vil have svar på hvordan i kan få intimiteten op at køre igen, men først bliver jeg lige nødt til at kommentere på meget af det andet du skriver.

 

Simpelthen fordi min faglige stolthed ikke kan ignorere noget af det du skriver, og fordi jeg bliver nødt til at give dig ros og anerkendelse for den proces i har været igennem. I har begge min dybeste respekt.

 

Du skriver, at i havde sex på sommerhusturen, og det ville du ønske, at i aldrig havde gjort det, fordi hun fik smerter under samlejet. Jeg fornemmer at du har skyldfølelse over den situation, og at du måske tror, at du har noget skyld i at have udløst nogle smerter?

 

Uanset hvad, så er det i hvert fald ikke din skyld at hun fik ondt, og du har bestemt heller ikke udløst noget. Det er rigtig nok, at grænseoverskridende oplevelser kan lagre sig i kroppen, og komme til udtryk senere. For eksempel overgreb eller en kæreste der har ville jage javertudsen ind, inden at hun helt var klar (gentagne gange). Blandt andet kan vulvodyni og vaginisme opstå på denne måde, som begge er lidelser der giver smerter ved samleje.

 

Men i og med, at hun reagerer så hurtigt på smerten, altså midt i akten, og fordi at hun havde smerter næsten fra starten af jeres forhold, så tyder det ikke på, at det har noget med dig at gøre.

 

Hun , og i, er ikke alene

Op mod 40.000-60.000 kvinder lider af underlivsmerter i Danmark. Så i er ikke alene om jeres problematik.

 

Den hjerteskærende proces du beskriver, som i efterfølgende er igennem, giver mig nærmest helt ondt i maven. Den fortælling du fortæller, om at hun har været til flere læger der bare stikker to fingre ind, og læger der ikke tager hensyn til hendes smerter, måske primært på grund af uvidenhed, er hun desværre ikke alene med.

 

grænseoverskridende læge

Derudover, har jeg hørt og læst om mange, mange piger der har været ude for det samme, blandt andet i gruppen ‘viden om vulvodyni som jeg er administrator i.

 

Og alene dét at blive udsat for sådan et overgreb (for det er det faktisk), er noget kroppen husker.

 

Derfor er min helt klare overbevisning, at overgreb som disse også skal behandles. Enten ved at hun får snakket ud om sine oplevelser, og oplever at blive hørt, forstået og anerkendt for alle de følelser der måtte være opstået, eller ved kropsterapi hvor man forløser oplevelser i kroppen. For eksempel ved blid massage og berøring.

 

Disse overgreb sætter sig ikke nødvendigvis kun i underlivet, men kan også sætte sig andre steder. Man kunne forstille sig, hvordan hun har skudt ryg, når hun lå der på briksen, og lægen provokerede to fingre ind. Så samtaleterapi (det kan også sagtens foregå mellem hende og dig) og eller kropsterapi, hvor kroppen bliver forløst, de steder hvor den har ‘lagret’ dårlige oplevelser ville være rigtig godt.

Din oplevelse i det her

 

Nå, men det var lidt om din kæreste.

 

Jeg kunne også godt tænke mig, at have lidt fokus på din oplevelse i alt det her.

 

For hold da op, du har da bestemt også været noget igennem! Og det skal man faktisk tage seriøst.

 

Man ved, at mænd der har været med til fødsler, som har været traumatiske – altså store komplikationer, store blødninger osv. – kan blive ret så traumatiserede af oplevelsen.

 

Det bliver de her mænd, fordi de står på sidelinien, og oplever at de INTET kan gøre. Ved siden af dem, ligger deres kone i smerter, imens læger og jordemødre farer ind og ud af stuen, og alt foregår i hastigt tempo.

Manden bliver måske placeret i et hjørne, og har ingen kontrol.
Og ‘kontrol’ er faktisk kordeordet her. Man ser det også hos soldater, som får PTSD (post traumatisk stress disorder). Jeg ved lidt om det her emne, fordi jeg selv var soldat i 5 år, indtil jeg tog en u-vending og blev terapeut 🙂

 

Min kæreste har smerter ved samleje

 

Soldater der har været i farlige og stressende situationer, har meget større sandsynlighed for at få PTSD, hvis de ikke har haft kontrol i situationen. Det er det samme som du har været igennem her, og det er vigtigt, at du også får taletid og får sat ord på det, du har været igennem.
Ikke som en anklage mod din kæreste eller mod vulvodynien, men simpelthen for at få sat ord på det, som du har været igennem. Du har siddet uden for ventværelset, og sågar én gang, vidste du ikke hvor hun var, og har hørt hende skrige af smerter. Det påvirker alle mennesker at se deres kære i smerter – og specielt hvis man ingen kontrol har.

 

Hvis i har mod på det, og det er muligt, så vil jeg anbefale at i fremover begge deltager i konsultationer og behandlinger.
Det vil både give din kæreste en følelse af at i er sammen om det, og det vil give dig muligheden for at have en smule kontrol. Hvis hun for eksempel skal til en ubehagelig gynækologisk undersøgelse, kunne du holde hende i hånden, stå oppe ved hendes hoved, eller blot berolige hende.
Og så vil jeg sige, at din kæreste har et ansvar for at sige fra over for lægerne, når de går for hårdt til hende, eller hvis det gør ondt. Jeg ved at det kan være svært, især fordi læger udgør en autoritet. Men det er vigtigt, at hun selv tager ansvar for sin krop, og ikke lader sig ‘invadere’.

 

Fokus på kommunikationen

 

Derudover bliver jeg rigtig, rigtig glad for at høre at i har haft en god oplevelse på Ålborg hospital. Det er nemlig suuuuper vigtigt at man føler at man blive lyttet til og bliver taget seriøst. Og det lyder det til, at hun har gjort med jer.
De øvelser hun har givet jer med massage af maven og underlivet, lyder også meget rigtig i mine ører, og det er nemlig også super vigtigt at partneren (altså dig i det her tilfælde) ved hvordan man skal gøre.
At din kæreste så ikke har været klar til, at du også rørte hende ved underlivet, er en detalje, som i kan arbejde på.

 

Men som udgangspunkt siger man altid i terapi: ‘gør mere af det som virker’.

 

Så hvis massagen er noget der har virket, så synes jeg helt bestemt, at i skal fortsætte med det.

 

Du skriver også, at hun har svært ved at vise sin krop for dig, og at det gør dig ked af det. Det kan jeg godt forstå at det gør. Dog vil jeg sige, at det er et alment problem hos kvinder. Mange kvinder har rigtig svært ved, at være nøgne over for deres mænd.

 

Men du skriver også, at det er blevet bedre, fordi i har snakket om det, og du forstår hende bedre nu. Det er dejligt at høre, og det er også det rigtige at gøre. Nemlig at snakke om det.
Det er altid nemmere at nærme sig hinanden og indgå kompromiser, hvis vi forstår hinanden. Og vi kan kun forstå hinanden, hvis vi taler sammen.
Så bliv ved, og ved, og ved med at kommunikere åbent og nysgerrigt, og tag små skridt af gangen, så i en dag kan være nøgne sammen.

 

 

Så skriver du, at i er startet hos en parterapeut. Og igen må jeg rose jer for, at blive ved med at kæmpe, og være så tålmodige med hinanden. Det er et flot stykke arbejde i gør, og mange par burde være misundelige på jer.

 

Få en bedre kommunikation

 

Jeg er enig med jeres parterapeut i, at i skal lægge vulvodynien på standby, og få kommunikationen og intimeten mellem jer i tip top form.

 

 

Du skriver at hun har fået jer til at forstå hinanden bedre, og allerede dér, er i et skridt videre mod, at hun kan få sexlysten tilbage.
Hvis sexlysten i forvejen er væk, så hjælper det i hvert fald ikke, hvis kommunikationen halter eller gamle svigt ikke er forløst (et svigt i det her tilfælde, kan være når du blev sur over, at hun ikke ville røre ved dig. Det kan hun meget vel have oplevet som et svigt fra din side).
Derfor bliver i nødt til at starte lidt bagfra, og arbejde på kommunikationen mellem jer, derefter intimiteten og til sidst helt lavpraktisk, hvordan i kan have sex, på trods af smerter ved samleje.

 

Kvinder med vulvodyni føler sig konstant utilstrækkelige, de føler sig ikke som kvinder og har evigt dårlig samvittighed, over at de ikke har lyst til sex. Det tænker jeg, at du også godt ved 🙂
Og det er jo klart, at de mister lysten til sex. Tænk hvis du fik ondt i pikken, hver gang du rørte ved den – altså smerteligt ondt – så ville du helt sikkert over tid, også misten lysten. For det er simpelthen ikke det værd, tænker hjernen. Så forsvinder lysten.

 

Dårlig samvittighed, er også noget der dræber lysten med det samme. Så vulvodyni går ind og ‘fucker’ med sexlysten på flere planer, og derfor er også så fandens kompliceret nogle gange 🙂

 

Få intimiteten tilbage

 

Så,
For at komme til dit spørgsmål. Hvordan får i intimiteten tilbage?

 

1 Forsæt i parterapi
Få lært hvordan i taler med hinanden når det bliver svært, i begge har lyst til at give op, og når i har svære ting i gerne vil tale med hinanden om.
Fortsæt med at gå ind i det her som et team, så i ikke bliver fjender.

 

2 Fortsæt med forsigtig berøring og massage.
Sig til din kæreste at hun skal huske på det her: det må gerne være grænsesøgende, men ikke grænseoverskridende.
Husk, at det er en proces, og at hun skal lære sin krop, at det er okay, at du kommer tæt på igen, og den proces tager tid (flere måneder).
Så små skridt, men hun skal også bidrage til, at i kan udvikle jer.

 

3 Sæt ord på din frustrationer og følelser
Når du bliver frustreret, vred, ked af det eller føler dig afvist, så er det MEEEEEGET vigtigt at du sætter ord på. Du må ikke lukke dig inde, gå din vej eller blive sur.
Der skal være plads til dine følelser, og det er vigtigt at i taler om hvordan du har det også, men altid med det i mente, at hun i forvejen har super dårlig samvittighed.
Hvis du oplever at hun afviser dig, kan du for eksempel sige:

 

‘Jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst til, at jeg rør dig lige nu. Er der en anden måde jeg må røre dig på?

‘Jeg har rigtig meget lyst til dig, kunne vi ligge os ind i soveværelset, og kysse og røre ved hinanden – vi behøves ikke at være nøgne?’

 

Når du har lyst til noget intimt, som kom med en anmodning, og bliv ikke sur hvis hun ikke opfylder dit ønske. Spørg om i kan gøre noget andet, eller spørg om i kan gøre det senere eller næste dag. Det er rigtig vigtigt, at hun ikke oplever det som et pres, hvis du har lyst til sex. Sig til hende, at det er okay, og lad hende forstå at du ikke bliver sur eller skuffet.

Parterapeut Cathrine Katzmann hjælper med kommunikationen

 

Det er helt essentielt for hende at vide, at du synes at hun er okay, selvom hun har vulvodyni, at du elsker hende, at du synes hun er feminim, at du bliver hos hende, selv når det er svært. Det skal hun have at vide ofte, og mange gange. Så vil hun have nemmere ved at stole på dig, og få en rigtig stor tillid til dig.

 

Det perfekte sexliv

 

Til sidst, vil jeg lige knytte en kommentar til det du skrev om, at i ikke havde haft sex i tre måneder. At have sex hver 3. måned, kan måske lyde af lidt for dig, men sandheden er, at rigtig mange parforhold, ofte har mindre sex. Jeg har arbejdet med flere par, som elskede hinanden, men som rigtig sjældent havde sex

 

De fleste parforhold vil gerne have mere og bedre sex, selv parterapeuter og sexologer. Og det siger lidt om, at de forventninger vi har (og den forventning som medierne giver os), ikke helt stemmer overens med virkeligheden. Det ville jeg bare gerne have at du vidste.
Dermed ikke sagt, at i ikke har nogle ting i skal arbejde på, og kvantiteten af jeres sexliv kan sagtens blive højere. Gennemsnittet for hvor tit folk har sex, er da også 1,2 gange om ugen, så jeg kan sagtens forstå hvis du gerne vil have mere sex 🙂

—————————————————-

Jeg håber at du kunne bruge mit svar

Held og lykke, og respekt, til jer to

Vh Cathrine

Cathinr Katzmann hjælper med vulvodyni

—————————————————-

Andre nyttige links:

Bliv medlem af facebookgruppen: viden om vulvodyni

Knud Damsgaard: Danmarks førende specialist i vulvodyni

——————————————————

Smid en kommentar. Har du selv smerter i underlivet, eller har din kæreste? Hvad gør i for at have et godt sexliv, der fungerer for jer begge? Din kommentar kan betyde alverden for en pige der er ny med vulvodyni, eller et nyt par, der prøver at gribe tingene an. Så tøv ikke med at komme med dine råd <3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.