Kan mænd også have The Mental Load bliver jeg ofte spurgt.
Og ja, selvfølgelig kan de det.
Men inden vi lige går videre, tror jeg det er vigtigt, ganske kort, at definere hvad der egentligt menes med ‘The Mental Load’.
For direkte oversat betyder det jo bare ‘den mentale byrde’. Og sådan en, har vi jo pokker for alle sammen 🙂
Men når vi snakker om The Mental Load som koncept eller begreb, menes der den mental byrde i en husholdning.
Den som har The Mental Load er:
- Hjemmets projektleder
- Familiens menneskelige kalender
- Torvholderen i familien
- Den som koordinerer, planlægger og uddelegerer
Og den rolle har kvinderne oftest.
But don’t shoot me yet. Læs nu lige videre inden du rynker på panden.
Når jeg skriver om The Mental Load, og forklarer, at det oftest er kvinden der har den største arbejdsbyrde i hjemmet, og dertil også The Mental Load (hjemmets projektleder), er det ikke et forsøg på at udstille manden som én der på ingen måde bidrager med noget i hjemmet.
Eller at ALLE mænd, laver mindre husligt end kvinder #notallmen.
To typer opgaver du skal kende forskel på
Men han står jo for det med bilen, klipper hæk, ordner taget og bygger skur?
Ja, det gør han. Og den slags opgaver kalder man ‘fleksible opgaver’. Den er den slags opgaver vi typisk ville kalde ‘mandeopgaver’.
Det er mindst lige så vigtige opgaver, men det er ikke nær så ofte de skal udføres. Så selvom det er noget af en munduld at bygge et skur, så skal det ikke gøres hverdag, og projektet vil tit kunne blive sat på pause eller udskydes frem for tøjvaks, som trods alt har en grænse for hvor længe man kan udskyde det.
Den type opgaver som kvinderne oftest står for er den type opgaver man kalder ‘rutineprægede opgaver’ eller ‘tidsbundne opgaver’.
Tømme opvasker, handle ind, rydde op, scanne køleskabet for gamle madvarer, købe gaver, have styr på cirkulationen af børnetøj der skal smides ud, til genbrug, sælges og generhverves i ny størrelse.
Rockwoolfondens tidsanvendelsesundersøgelse fra 2018 skriver:
Der er forskelle i, hvilke aktiviteter mænd og kvinder udfører i husholdningen, idet der er tale om en ”kønsarbejdsdeling”, hvor kvinder mere tager sig af nogle opgaver og mænd af andre: kvin- der tager sig af de mere rutineprægede og tidsbundne opgaver, mens mænd er mere aktive med opgaver, der ikke nødvendigvis skal gøres på bestemte tider af dagen og ugen
Vi fordeler altså stadigvæk opgaverne i hjemmet på gammeldags manér
Hvis det ikke var for hende, så vi nok ikke vores venner lige så meget
Jeg drømmer om, at kunne oplyse om the mental load, så Mogens kan få et indblik i hans kones hjerne og sige “Gud! Hun har mange to-do-lister derinde. Og Gud ja, det er da egentligt hende, der altid husker, at spørge børnene om deres lektier, og tjekke, at de har pakket gymnastiktøjet. Og det er vidst også hende, der altid sørger for, at vi får skrevet toiletpapir på huskelisten og finder en ny tid til tandlægen, når den første tid ikke passede os. Og hvis det ikke var for hende, fik jeg nok heller ikke købt den mors dags gave til min mor, og vi fik heller ikke set vores venner så meget, og børnenes julegaveønsker ville nok blive sendt alt for sent ud”.
Det betyder ikke, at Mogens så skal have ALT det, som hans kone sørger for nu. Slet ikke. Og der er heller ingen der siger, at det er hans kone der skal sætte rammerne for, hvilke opgaver der skal løses. Vi kan sagtens diskutere og debatere i parforholdet, om der nu også SKAL sendes hjemmelavede gækkebreve ud hvert år, og at de opgaver, som måske udføres mere på grund af ‘burde’ og ‘hvad tænker de andre forældre, hvis vi ikke kommer med hjemmelavet kage eller vandmelonmonster’, skal have højere prioritet, end ens mentale helbred.
Men ER der så ingen mænd som ægte har The Mental Load?
Jo. Selvfølgelig er der det. Intet er sort/hvidt og statistik kan aldrig danne det reelle billede af virkeligheden i én lille dansk familie.
I rigtig mange parforhold er det manden der står for koordineringen af legeaftaler, handler ind til ugen, laver madplan, pakker børnenes tasker til sport og vasker tøj. Han beder sin kone eller kæreste om at få smidt det sidste til vask, inden han vasker farvet. Han ved hvornår børnene skal vaccineres og tager initiativet til at sætte putterutinen i gang hver aften kl. 18.40.
Min primære målgruppe er kvinder, og der vil sidde en del nu og tænke ‘Sådan er min mand. Han står for så meget hjemme hos os, og jeg er måske lidt mere distræt og jeg må nok erkende, at han er limen i vores familie’.
Og så vil der være en endnu større gruppe af kvinder som tænker ‘Hvad? Findes der sådan nogle mænd? Hvor skriver man sig på venteliste henne?’
For selvfølgelig er der mænd som har The Mental Load, som er familiens primus motor og hjemmest projektleder.
Men. For der er et men. Og det er, at det er et fåtal af (heteroseksuelle) parforhold hvor manden har The Mental Load.
Whataboutism fjerner fokus
Når vi laver en whataboutism og siger:
- Jamen hvad med de parforhold hvor det er manden som har The Mental Load – de par skal vi jo også lige huske på?
- Hvad med alt det arbejde mande laver? Ordner bil, klipper hæk og fikser ting?
- Og hvad med de kvinder som vælger det selv? Hun lader ham alligevel ikke komme til?
Og det frie valg? At hun selv har valgt det? Det vil jeg gerne sætte spørgsmåltegn ved – men det bliver i et andet blogindlæg jeg uddyber det.
I bunds g grund underkender vi at kvinder bruger 1 time mere om dagen på husligt arbejde, modsat mænd. Og den fordeling har stået stille i 10 år.*
*Kilde: rockwoolfondens tidsanvendelsesundersøgelse fra 2018.
The Mental Load er en kønnet problematik. Uanset hvor grimt ordene lyder i munden. Uanset hvor meget ligestilling vi mener vi har i Danmark.
Den Mentale Byrde ligger (primært) hos kvinderne.
En ond spiral
- Kvinder tager (blandt andet) mere barsel fordi manden tjener mere.
- Manden tjener mere, fordi han ikke tager barsel.
Kvinder går mere hjemme - Omsorgsarbejde giver ikke ‘vækst’ og værdisættes derfor ikke
- Flere kvinder end mænd arbejder med omsorgsarbejde
- Omsorgsarbejde er dårligere lønnet og vilkårene ringe
- Kvinder tager mere barsel, fordi manden tjenen mere…
Men amning Cathrine? Og symbiosen mellem mor og barn gennem graviditeten?
Jeg er helt med dig.
Jeg har aldrig sagt at vejen til ligestilling og ligeværd opnåes ved at kvinderne tager 14 dages barsel efter fødslen og manden tager barsen herefter. Jeg siger heller ikke, at kvinder der vælger dét, er dårlige mødre.
Lad mig give ordet til erhvervsantropolog Sara Blicher Koch. Hun formulerer det skarpere end jeg nogensinde vil kunne:
🙋🏼♀️Når vi har udfordringer med at få kvinder i ledelse, så er det vores maskuliniserede arbejdskultur, vores excel-ledelsesadfærd og fuldstændig syge og misforståede idé om arbejdstimer, der er problemet. Ikke børnene.
☘️Når vi har udfordringer med ligestillingen, så er det alle vores floskler og ukritiske tilgange, der altid handler om at gøre mænd og kvinder ens, frem for at vinde ved at sætte de feminine værdier på dagsordenen på ligeværdig vis med de maskuline. Ikke børnene.
🔥Når vi har udfordringer med at barsel er karrierehæmmende for kvinder eller mænd, så er vores åbenlyse problem, at vores idé om karriere og bidrag er så gammeldags og forstokket. Ikke børnene.
Giv børnene ret til deres mor OG far – også meget mere sammen.
Så nej, vi er ikke ambitiøse eller progressive. Vi er ukritiske, unuancerede og for frygtstyrede til at gøre en positiv forskel for familie- og børnelivet i Danmark. Det er maskuliniserede værdier pakket ind i nyt glanspapir – og det skal vi på ingen måde være stolte af. Og ligestilling; det er det slet ikke.
Teksten er taget fra et af hendes Instagramopslag som du kan finde her.
Hun er skarp som bare pokker, så hop ind og følg hende hvis du ligesom jeg, har brug for en kritik stemme til vores nuværende samfundsstruktur.
Vi løser det ikke i morgen – så hvad så?
Jeg har ikke den gyldne løsning – eller jo, vi kunne give pension og (bedre) løn under barsel, vi kunne give mere samlet barsel til forældrene end der er i dag, vi kunne give kvinder det samme i løn for det samme arbejde som mænd, vi kunne værdisætte omsorgsarbejde højere – men altså. Den dag helvede fryser til is, du ved…
Så det vi i stedet som minimum kan starte med at gøre, er at ANERKENDE at vi har en skævvridning.
- At kvinder arbejder mere i hjemmet end manden
- At kvinder langt oftere end mænd, er hjemmets projektleder
- At det forventes, at kvinden er den der har ‘bukserne på’
- At vi allesammen, både mænd og kvinder, bidrager til den fastholdelse af den kønnede fordeling
Du behøves ikke have en løsning på det nu og her – men vi kommer aldrig nogen vegne, hvis vi i det mindste ikke starter med at anerkende, at mænd har The Mental Load jo, men endnu oftere er det kvinden, og at det i sig selv, er et hjørne af ligestillingsdebatten som slet ikke har fået nok opmærksomhed.
Det er ingens skyld – det er strukturelt, og det er gamle kønsrollemønstre.