Hvorfor argumentet om “at kvinder skal jo også lære at give lidt mere slip”, er det mest ironiske argument nogensinde

 

Begrebet The Mental Load spreder sig, og jeg oplever, at det bliver en større og større del af hverdagssproget. Begrebet giver mulighed for at få sat ord på den usynlige byrde, træthed og ensomhed det er, når man har the mental load.

Jeg har ikke tal på hvor mange kvinder, der har skrevet til mig, at jeg endelig sætter ord, på en følelse de har haft, men ikke har kunne give udtryk for. For det slider at huske på dit og dat. Og fordi det oven i købet foregår inde i tankerne, kan partneren ikke se det. 

Og når det så ENDELIG bliver italesat eller får taletid i medierne, er argumentet, at kvinderne jo også lige må overlade noget af ansvaret til manden og lære at give slip.

Det mest ironiske argument jeg endnu er stødt på, er dog, “at det jo ikke er mandens skyld, for vi kvinder, må bare blive bedre til at bede manden om at lave mad, vaske tøj og støvsuge”. 

Du kan godt høre det ikk? 

Buzzword alarm; når kvinder nedgør kvinder, kaldes det med et fint ord internaliseret misogyni.

Men én ting havde denne kvinde  ret i; det er ikke mandens skyld. Det er strukturelt. Ansvaret ligger ikke på én mand eller én kvinde. 

 

Din kone er så skøn, hun hjælper altid til

 

Prøv at lig mærke til måden vi tit siger, at mænd “hjælper” til. 

“Din mand er så skøn. Han hjælper altid til”

Og prøv så at sige den med omvendt fortegn. “Din kone er så skøn, hun hjælpe altid til”. Det lyder helt skørt, ikke?

Det burde også lyde lige så skørt, når vi siger det om mænd. Men det gør det ikke, for vi siger det hele tiden. Det ligger så skjult i vores sprog, at vi sjældent udfordrer den slags sætninger.

Mænd “hjælper” altså ikke til. Medmindre de selvfølgelig er gæster. Din bror, veninde eller moster hjælper til. Men ikke din mand. Han skulle gerne være en ligeværdig del af husholdningen og tage lige del. Ikke nødvendigvis 50/50. Men ligeværdigt.

 

Du kan fortsætte denne sjove leg, ved at bytte fortegn på en masse sætninger:

“Jeg skal altid bede min mand om, at gå i gang med maden”

“Hvis jeg ikke huskede min mand på, at der var børnefødselsdag om to uger, så havde han glemt det”

“Min mand har et ret travlt arbejdsliv, så jeg hjælper ham som regel med at købe gave til hans mors fødselsdag”

1, 2, 3….sæt i gang. Det er sjovt, når du først opdager det.

 

Problemet er såkaldt “kønnet”.

Der ER flest kvinder som har mental load kasketten på. Mænd har også af og til. Selvfølgelig. Men ligestilligen har på dét punkt, ikke rykket sig meget. Og det går ud over parforholdet. Hun bliver en ulønnet projektleder, og han bliver en ufrivillig søn, som aldrig føler, at han alligevel kan gøre noget rigtigt.

Den kontrakt er der da ikke nogen som synes er ægte sjov vel? 

Så skulle vi ikke tale lidt mere om, hvordan vi ændrer den dynamik?

Lad mig hjælpe lidt på vej: vi starter med at anerkende det her, som et reelt problem ✌🏻